Vimeo vs Youtube

Af Kevin Christensen
Sidst opdateret: 14. november 2024

Hvor skal du placere dine videoer? På Vimeo, Youtube eller et helt tredje sted?

Som med alt muligt andet, afhænger det selvfølgelig af dit formål.

Youtube har vanvittigt mange brugere. Mere end 2 milliarder brugere besøger YouTube hver måned og hver dag streames der mere end én milliard timers video.

Vimeo har omkring 175 millioner aktive medlemmer til sammenligning.

Derfor er det nærliggende at tro, at Youtube er det bedste valg, men jeg vil hævde, at det ikke er så enkelt.

Der er fordele og ulemper ved begge platforme – og dem ser vi på her.

Youtube – verdens største videoplatform

Youtube blev grundlagt i 2005 og har i dag nærmest monopol på video-deling på nettet. Der er noget for enhver smag og statistikken taler for sig selv.

Youtube fungerer som et socialt medie, hvor der er fokus på engagement med målgruppen og hvor subscribers og kommentarer er med til at med til at booste dine videoer i algoritmen.

Jo længere tid dine videoer ses, jo mere de deles, jo flere følgere og kommentarer du får, jo mere eksponering får du på Youtube.

Fordele ved Youtube

  • Youtube er gigantisk og er verdens næststørste søgemaskine – kun overgået af Google (som også ejer Youtube).
  • Youtube er gratis.
  • Der er indbygget analyseværktøj der kan integreres med Google Analytics med få klik.
  • Du kan nemt bygge en retargetingkampagne og målrette dine egne reklamer til personer der har set dine videoer.
  • Du kan nemt indlejre Youtube-videoer på din egen hjemmeside (pas dog på: Hvis ikke det gøres rigtigt, vil det gå ud over din sidehastighed).
  • Der er et kæmpe community omkring Youtube.
  • Videoer kan være offentlige, skjult eller private – enkelt og ligetil.

Ulemper ved Youtube

  • Reklamer, reklamer, reklamer. Youtube er selvfølgelig ikke HELT gratis, for brugerne bliver eksponeret for reklamer konstant (med mindre de betaler sig fra det).
  • Efter din video viser Youtubes algoritme forslag til andre videoer der kunne interessere brugeren – helt udenfor din kontrol.
  • Hvis du indlejrer en Youtube-video på din egen hjemmeside vil der være Youtube branding, hvilket ikke ser så professionelt ud.
  • Youtube bruger lavere bitrate end Vimeo, så den samme video vil alt andet lige se bedre ud på Vimeo end på Youtube.
  • Det er Youtube der bestemmer over dit indhold, og de kan tage det ned, hvis de mener du ikke følger deres retningslinjer, eller der er en anden uoverensstemmelse. I 2020 var stort set al Dansk musik utilgængeligt på Youtube i 2 måneder pga. en uoverensstemmelse med Koda, musikernes rettighedsorganisation.

Vimeo – de professionelles valg

Vimeo blev grundlagt i 2004 og er således ældre end Youtube.

Vimeo viser ikke reklamer, i stedet finansieres tjenesten af abonnementer for indholdsskabere. Se nedenfor.

Bemærk at det ikke kræver abonnement at se videoer på Vimeo.

Vimeo bruges i høj grad til at indlejre video på eksterne hjemmesider, da der er nem og billig mulighed for at brande afspilleren og man ikke risikerer at få konkurrentens videoer præsenteret efter ens egne.

Fordele ved Vimeo

  • Vimeo har højere “prestige”, er mere “professionelt”.
  • Højere videokvalitet i forhold til Youtube.
  • Mulighed for at brande afspilleren med egne farver, logo osv. mod beskeden betaling.
  • Mulighed for at skjule Vimeo branding med beskeden betaling.
  • Mange marketing- og videofolk er på Vimeo.
  • Bedre kontrol over hvad der vises efter din video.
  • Ingen reklamer.
  • Bedre kontrol over, hvem der kan se dine videoer og hvor de kan indlejres.
  • Du kan udskifte en video til en ny version uden at miste statistik, kommentarer osv.

Ulemper ved Vimeo

  • Gratis Vimeo-konto er meget begrænset.
  • Ikke mulighed for at se statistik gratis.
  • Google Analytics-integration kræver business-abonnement til DKK 330 pr. måned.
  • Live streaming kræver premium-abonnement til DKK 490 pr. måned.
  • Som i tilfældet med Youtube, har Vimeo også mulighed for at tage dit indhold ned, hvis det forbryder sig mod deres retningslinjer. Det sker dog meget sjældent i praksis.

Vimeo prisliste

Det er muligt at uploade video og bruge mange af Vimeo’s mange funktioner gratis.

Derudover er der mulighed for abonnementer der starter ved 85 kr/md.

Starter-medlemskab, der er billigste mulighed giver mulighed for upload af 60 videoer, tilpasset afspiller (så du kan bruge dine brand-farver fx) og diverse andre fordele.

Vimeo prisliste

Alternativer til Youtube og Vimeo

Der er en del alternativer tilgængelige, dog ikke med helt samme features.

Facebook er efterhånden blevet en stor spiller indenfor video, men der er begrænsede muligheder for indlejring på hjemmesider, og Facebook bruger virkelig hård komprimering, hvilket ødelægger videokvaliteten.

Der findes også dedikerede video marketings-hosts som fx Wistia, men de er i den dyre ende og henvender sig primært til internationale brands med store budgetter.

Indlejring af video på hjemmeside

Skal du primært bruge video på sin egen hjemmeside, i form af en virksomhedspræsentation eller video testimonial eller andet, skal du overveje hvad indlejret video gør ved din hjemmesides indlæsningshastighed.

Både Youtube og Vimeo loader en HTML-fil, en CSS-fil og to-tre (tunge) JavaScript-filer – i alt omkring en halv megabyte. Desuden foretages et par DNS-opkald osv.

Hvis du vil have en video-baggrund i din hero-sektion, altså det første brugeren ser, så overvej at hoste din video selv, evt. via en CDN som BunnyCDN.

Hvis du indlejrer video længere nede på siden så overvej at bruge lazy load, eller udskift video med et billede og load først video når brugeren trykker på billedet. Det kan du fx gøre automatisk med FlyingPress plugin til WordPress.

Konklusion

Skal du så bruge Vimeo eller Youtube? Svaret afhænger af dine behov og dine mål. Vil du opbygge et community omkring dit brand er det oplagte valg Youtube. Vil du lave instruktionsvideoer og anmeldelser? Gå med Youtube.

Vil du indlejre og vise video på din egen hjemmeside, er det oplagt at gå med Vimeo (eller BunnyCDN).

Det er også meget muligt du skal gøre begge dele. Det afhænger helt af din målgruppe og dit mål.

Af Kevin Christensen
Ejer og tovholder hos Yardbird, hvor vi laver video, foto og digital kommunikation.

Skal vi holde dig opdateret?

Tilmeld dig vores populære nyhedsbrev om online markedsføring, video og SoMe. 
Nyhedsbrev -> FluentCRM
Ingen spam. Afmeld med et enkelt klik
Persondatapolitik

Relaterede indlæg

Læs også

Du kunne måske også være interesseret i:

Vil du vide mere?

Du er mere end velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.
Kontakt os nu
crosschevron-down