Et par små velplacerede sekvenser af stock video kan være med til at bringe et projekt i mål, og samtidig spare mange penge i forhold til, at skulle lave nye optagelser. Stock video er populært som aldrig før – markedet er uoverskueligt og udbyderne er mange.
Der findes både abonnementsbaserede muligheder, betaling pr. videoklip, og endelig helt gratis video.
Vi prøver her at guide dig til nogle af de bedste sites.
Hvis du er ny i stock-verdenen er der først et par begreber du skal have styr på.
Royalty-free og rights-managed.
Langt det meste stock video licenseres royalty-free, forkortet RF. Royalty-free betyder, at du betaler én gang og derefter må benytte materialet i så mange (af dine egne) projekter som du har lyst til. Dog er der på de billigste licenser, kaldet standard, individuel eller lign., visse begrænsninger som varierer fra site til site. Det kan være at det samlede budget for videoen skal være under et vist beløb, eller at kun én person må arbejde med videoen.
Er dit brug ikke dækket af en standardlicens er der selvfølgelig mulighed for at opgradere. Læs det med småt.
Rights-managed bruges meget sjældent indenfor stock video, men dækker over, at man licenserer et givent klip til brug én gang, til et bestemt formål og ofte også et specifikt geografisk område. Det bruges oftere indenfor stock foto, men også her er royalty-free mere populært.
Som en lille kuriositet bruger Getty Image, udover RF, også en model kaldet rights ready (RR), der er en slags forenklet RM. Altså man betaler stadig for et specifikt brug, men med en enklere prisstruktur.
Commercial og Editorial.
De fleste klip er frigivet til kommercielt brug, dvs. der foreligger en model release (modelaftale) hvis nødvendigt, og en property release (ejendomsaftale) hvis nødvendigt.
Hvis et klip er mærket med editorial only (redaktionelt), må det ikke bruges kommercielt, men kun til at illustrere redaktionelt indhold. Det gælder typisk hvis der indgår logoer, kunstværker eller mennesker der ikke har underskrevet en model release.
1. SHUTTERSTOCK
Shutterstock er uden tvivl det største site i verden med over 18 mio videoklip.
4K-opløsninger koster fra €149 per klip, HD koster €59, og SD koster €50.
Mange køber en “pakke” med flere klip og sparer på den måde penge. Pakken er gældende i 1 år.
Shutterstock har også en premium-afdeling kaldet Shutterstock Select, hvor hvert klip koster €349.
2. POND5
Med 17 mio. videoklip er Pond5 med blandt de største. Bidragydere kan til en vis grad selv bestemme priserne de sælger for, så derfor findes der både meget billige klip og meget dyre klip på Pond5.
Har også en premium-afdeling, kaldet Marquee.
Det er tillige muligt at købe forskellige abonnementer og credit packs.
Pond5 blev i 2022 købt af Shutterstock, men opererer stadig som et selvstændigt selskab.
3. ADOBE STOCK
Adobe Stock er fuldt integreret i Creative Cloud, så hvis du bruger Premiere Pro er det muligt at søge og licensere klip direkte herfra.
4K-opløsning koster fra €170 per klip, HD koster €64.
Mulighed for credit packs der sænker prisen pr. klip en smule.
4. GETTY IMAGES
Getty Images er grundlagt i 1995 og er dermed en af de “gamle” spillere på markedet. Har ikke nær samme udvalg som nogle af de nye spillere, men har til gengæld mange eksklusive klip som ikke findes andre steder.
RF 4K/HD-opløsning fra DKK 3.000, Web-opløsning fra DKK 850.
5. ISTOCK
iStockPhoto blev i 2006 købt af Getty Images og fungerer som Gettys budgetvenlige alternativ.
Video fra deres essentials kollektion koster DKK 379 – endnu billigere med en credit pack.
6. VIMEO STOCK
Vimeo er bedst kendt som en videodelingstjeneste. Siden 2018 har de også solgt stock video under navnet Vimeo Stock.
HD-opløsning fra DKK 450, 4K fra DKK 1250. Billigere hvis man er betalende medlem af Vimeo.
Hvis man er betalende medlem har man også adgang til 1000 gratis klip til fri afbenyttelse.
7. YARDBIRD STOCK
Måske verdens mindste stock site, vores eget Yardbird Stock.
Primært dronevideo fra forskellige steder i Danmark.
HD-opløsning fra €99, 4K fra €199.